Disney sylter metaverse-afdeling

Martin Guldlund
| 3 min read
Disney mus billede
Kilde: AdobeStock / Acento Creativo

Disney har syltet sin metaverse-afdeling: Hele teamet på 50 personer, der skulle udforske interaktiv historiefortælling i nye teknologiske formater, er borte.

Ifølge en artikel i Wall Street Journal er fyringerne en del af en større omstruktureringsplan, hvor Disney ialt fyrer 7.000 ansatte over de næste to måneder i bestræbelsen på at nedsætte sine driftsomkostninger med 5,5 milliarder dollar..

Metaverse-afdelingen havde til formål at udforske nye måder at fortælle historier på i nye teknologiske formater ved at trække på indholdet i Disneys omfattende arkiver. Afdelingen blev ledt af Mike White, der tidligere stod for kundeproduktudvikling, som angiveligt bliver hos Disney.

Disney bevægede sig først ind i metaverset i starten af 2022, cirka 4 måneder efter Facebooks dristige træk, hvor firmaet skiftede navn til Meta for at afspejle sin ambition om mere AR og VR. 

På det tidspunkt beskrev Disneys tidligere chef, Bob Chapek, metaverset som “den nye front for historiefortælling”. I intern kommunikatiion fortalte han de ansatte, at målet var “at skabe et helt nyt paradigme for hvordan publikum oplever og interagerer med vores fortællinger”.

Det er værd at bemærke, at det stadig er uklart, hvilke “oplevelser” teamet arbejdede på, til trods for at der er gået mere end et år, siden afdelingen blev oprettet. WSJ hævdede, at de kunne have drejet sig om “fantasy sports, forlystelsesparks-installationer og andre forbrugeroplevelser”.

I september sidste år hævdedes det online, at Disney ledte efter en “transaktionsadvokat” til at udforske nye teknologiske muligheder, herunder NFT’er, blockchain, metaverse og DeFi.

Teknologifirmaer vender sig mod AI, sylter metaverset

Udover Disney genovervejer flere andre teknologi-kæmper, som lovpriste metaverset midt i sidste års hype, nu deres tilgang.

Specifikt har den seneste succes med AI-drevne chatbots som ChatGPT fået mange teknologivirksomheder til at vende sig mod denne nye teknologi.

Meta fik f.eks. enorm opmærksomhed, da de bekendtgjorde deres fokus på metaverset i 2021, men nu skifter de fokus til “en ny type produkter af høj kvalitet med fokus på AI, som vil forbedre vores arbejde på området”, skrev Mark Zuckerberg 27. februar i en Facebook post. Han fortsatte: 

“På den korte bane vil vi fokusere på at bygge kreative værktøjer. På den lange bane vil vi fokusere på at bygge AI-personaer, som kan hjælpe folk på forskellige måder”.

Kovendingen kom, efter at Meta mistede milliarder af dollar på metaverset sidste år.

Desuden har Microsoft i år indstillet arbejdet i sit Industrial Metaverse Core-team. Projektet var blot fire måneder gammelt og havde til formål at fremme brugen af metaverse i industrielle miljøer. Microsoft afskedigede alle medarbejdere på projektet, hvilket var omkring 100 personer.

Teknikvirksomhederne har en tendens til at afvise deres metaverse-ambitioner, måske på grund af langsom vækst i sektoren.

Store metaverse-platforme som Decentraland og The Sandbox har også oplevet stor nedgang i antallet af virtuelle jordsalg, hvilket tyder på dalende interesse eller større konkurrence.

Ifølge Dune Analytics blev der i Decentraland, som har en markedsværdi på over 1 milliard dollar, kun solgt LAND til en værdi af 170.000 dollar i februar, hvilket blegner i forhold til rekordhøje januar 2022, hvor værdien af salgene lå på 7,7 millioner dollar.