Kan man sende Bitcoin uden internet?

Isabella Hansen
| 1 min read

En ny startup, LNMesh, har angiveligt udviklet en teknologi, der gør det muligt at sende Bitcoin uden internet. Det lyder måske utopisk, men firmaet har allerede formået at gøre det, selv om der stadig er nogle tekniske aspekter, der skal løses.

Løsningen er baseret på, at folk kan bruge deres mobile enheders bluetooth og wi-fi til at skabe et lokalt netværk. Efterfølgende kan man så bruge Bitcoin Lightning-netværket til at overføre Bitcoin direkte til hinanden. Teknologien kaldes mesh, hvilket betyder noget i retning af et “net” eller et “trådnet”.

Lightning-netværket gør det nemmere og billigere at sende Bitcoin, men transaktionerne skal stadig bekræftes af såkaldte nodes. LNMesh skaber et simpelt lokalt netværk, der består af Raspberry Pi-computere, der er utroligt billige. Disse bruges ofte til at drive Bitcoin-nodes.

raspberry pi computere bruges til lokale bitcoin nodes

Firmaet har allerede bevist, at de var i stand til at sende Bitcoin over Lightning-netværket uden internetadgang. Der er angiveligt tale om et seriøst projekt, eftersom forskere fra Florida International University har udgivet en artikel, hvor de beskriver teknologien. Det er med andre ord muligt at sende Bitcoin uden internet. Nu skal de tekniske udfordringer blot løses.

Derfor er Bitcoin uden internet en gamechanger


Lige siden Bitcoins tidlige dage har kritikere påpeget, at valutaen ville være værdiløs, hvis internettet gik ned. Det lyder måske som en dystopi, men der er mange ting, der kunne få internettet til at svigte. Solstorme, krige, eller sågar større jordskælv kan forsage omfattende strømsvigt, som ville betyde, at millioner af mennesker kunne miste internetforbindelsen.

Men nu kan man altså sende Bitcoin uden internet i det postapokalyptiske samfund.

man kan nu sende bitcoin i det postapokalyptiske samfund

Fortalere for Bitcoin har fastholdt, at det traditionelle finanssystem jo heller ikke ville fungere, hvis internettet brød sammen.

Det kan de have ret i, men hvis man kan sende Bitcoin uden internet, vil det faktisk betyde, at Bitcoin kunne være det bedste betalingesmiddel, hvis vi mistede internettet. Eller sågar det eneste.

Hvis LNMesh, eller andre firmaer, får succes med at masseproducere en holdbar løsning, kan det få store konsekvenser for fremtiden. Og nok også for Bitcoins pris.